Tenerife er uden tvivl et sandt mekka for dig, der elsker at boltre dig i bølgerne, solbade og dase på stranden. Øen har et stort udvalg af strande, hvoraf de fleste af dem er kunstigt anlagt.
Playa de la Arena er en af Tenerifes få naturlige og oprindelige strande på øens vestkyst. Direkte oversat betyder Playa de la Arena ”Strand af sand”, og stranden ligger i byen Playa la Arena, som med tiden er groet sammen med byerne Los Gigantes og Puerto Santiago.
Playa de la Arena på Tenerife er ikke bare en sandstrand, men en vaskeægte strand af sort lavasand. Sandet er fint og blødt som på almindelige sandstrande, men det er helt sort.
Sikker strand
Siden 1989 har det blå flag hvert år været rejst over Playa de la Arena på Tenerife. Det blå flag er en international miljømænkningsordning som ud fra en række kriterier som fx vandkvalitet, sikkerhed og faciliteter fortæller dig, om det er trygt at bade i vandet. Der skal ansøges om det blå flag hvert år, og Playa de la Arena på Tenerife får det hvert år på grund af strandens klare vand, vandets kvalitet og de lokale faciliteter.
Playa de la Arena er en strand i mellemstørrelse. Den ligger inde i en lille vig og er omkranset af klipper. På dage med blæst er vandet og understrømmen vild, så du skal være opmærksom.
Faciliteter på stranden
Du kan leje en liggestol og en parasol på stranden, men du kan også selv tage et håndklæde med og finde dig en plads i sandet.
Langs stranden finder du en strandpromenade, hvor der er butikker, restauranter, barer og hoteller. Vejen Avenida Maritima ligger mellem stranden og strandpromenaden. For at komme ned til stranden skal du ned af en række trapper.
Transport til Playa de la Arena stranden
Playa de la Arena på Tenerife er den bedste sandstrand i området mellem Los Gigantes, Puerto Santiago og Playa la Arena. Bor du i enten Puerto Santiago eller Playa la Arena er stranden i gåafstand, men du kan også hoppe på en af de lokale busser eller tage en taxi.