Vejret på Tenerife

Tenerife har sæson året rundt
Nogle af de ord, der bliver googlet allermest på nettet, når det drejer sig om Tenerife, er ordene: ”Vejret på Tenerife” eller ”Vejret Tenerife”. Og det forstår man godt. En rejse til Tenerife handler i høj grad om godt vejr, men heldigvis er der intet at frygte. Vejret på Tenerife er nemlig stort set godt hele året rundt.

Tenerife rimer på godt vejr
Tenerife tilhører de kanariske øer, som ligger godt og lunt placeret i Atlanterhavet ud fra den vestafrikanske kyst på samme breddegrad som Sahara.

De kanariske øer er hele året rundt velbesøgt af turister, som kærligt har omdøbt dem til ”Øerne med det evige forår”, og det er bestemt ikke uden grund, at solhungrende turister i vintermånederne flokkes om øerne. Her kan du få den sol og varme, som du ikke får i Danmark – eller andre steder i Europa for den sags skyld.

Vælg selv vejret på Tenerife
Når du holder ferie på Tenerife, er du stort set garanteret behagelig varme, masser af sol og meget lidt regn. Det, der er særligt ved øen er, at du stort set selv kan vælge vejret – hver dag.

Tenerife er en vulkanø med høje bjerge. Øen er fanget i et spændingsfelt mellem kølige strømme fra Nordatlanten, nordøstlige passatvinde og er samtidig placeret meget tæt på den vestafrikanske kyst. Alle disse faktorer gør, at vejret på Tenerife svinger fra region til region.

Det betyder, at du stort set selv kan bestemme, hvilket slags vejr du vil have fra dag til dag – og så ellers tage til den region, der tilbyder det, du ønsker. For eksempel kan du den ene dag ”holde vinter” og gå op til, hvor sneen starter på Teide, mens du den næste dag kan solbade på øens sydkyst.

Kontrasterne i Tenerife vejret ser du mest om vinteren. Her er tommelfingerreglen, at der er koldere og mere regnfuldt på nordkysten, mens sydkysten er lun. Månederne maj til september er som udgangspunkt regnfrie over hele øen.
Abonnér på feed Bookmark and Share